BLID HATHA YOGA

BLID HATHA YOGA er yoga med god tid til en masse dejlige blide stræk i et roligt og langsomt tempo. Primært siddende og liggende. Her kan du også møde blide yin stræk, åndedrætsfokus, sansebaserede øvelser og meget andet, der efterlader dig varm, bevægelig og afspændt. Vi starter altid med en centrering, hvor vi lander sammen og finder fokus på især åndedrættet og det at komme tilstede i kroppen. Vi afslutter altid med en ekstra lang liggende afspænding, der kan inkludere en kropsscanning/visualisering eller være i total stilhed eller med blid musik. Holdet er for alle, er hensyntagende og for dig der har snust lidt til yoga før. Børn under 18 år skal følges med en voksen.

•      Hensyntagende, afstressende og beroligende øvelser.
•      Stræk og afspændings øvelser, som lindrer evt. gener og genopbygger.
•      Liggende afspænding med fokus på at skabe ro og balance og fornyet energi.
Holdet er for alle og for dig der har snust lidt til yoga før.


BLID HATHA YOGA & restorativE yoga

er yoga med god tid til en masse dejlige blide stræk i et roligt flow. Vi går ned i tempo. Primært siddende og liggende. Her kan du også møde blide yin stræk, åndedrætsfokus, sansebaserede øvelser og meget andet, der efterlader dig varm, bevægelig og afspændt. Når vi er halvvejs i vores forløb, så bliver det lidt mere dynamisk og der kommer lidt flere stående øvelser med. Alt efter hvilke deltagere der er på holdet. Vi starter altid op med en landing/centrering/fokusering, hvor vi lander sammen og finder fokus på især åndedrættet og det at komme tilstede i kroppen. I den sidste del af klassen vil der altid være restorative/afstressende stillinger inden afspændingen. Til sidst en liggende afspænding, der kan inkludere en kropsscanning, visualisering eller være i total stilhed eller med blid musik. Holdet er på begynder niveau og tager hensyn. Børn under 18 år skal følges med en voksen.

•      Hensyntagende, afstressende og beroligende øvelser.
•      Styrkende øvelser.
•      Stræk og afspændingsøvelser, som lindrer evt. gener og genopbygger.
•      Afspænding med fokus på at skabe ro og balance og fornyet energi.
•      Åndedrætsfokus.
Holdet er for alle og for dig der har snust lidt til yoga før.


 GRAVID YOGA

OM HOLDET:

Dette hold for gravide danner rammen om at skabe et trygt rum med glæde og velvære, hvor der er plads til at være dig og til at være gravid. At være gravid er noget ganske særligt og det at skabe liv kan være utrolig hårdt og udfordrende. Her kan du forkæle dig selv med blide stræk, styrkende stillinger og skøn afstressende afspænding, samtidig med at der tages hensyn til de forandringer du går igennem i din graviditet. Gravid yoga er fødselsforberedende og styrker krop og sind til den forandring der sker, når du skaber et lille menneske. Der er fokus på at forberede dig på hvad graviditeten og fødslen kan indebære. Du bliver også præsenteret for øvelser, der forbereder dig til en aktiv fødsel i bevægelse. Med yoga for gravide får du indblik i at kontakte din kvindelige power og dine ressourcer. Og dermed mærke den indre kraft/urkraft der er tilstede i dig for at støtte dig under din graviditet og fødsel. Du får også muligheden for at opnå en dybere forbindelse til din baby gennem visualisering og med åndedrætsfokus.

Gravidyoga er for alle, uanset kropsbygning, fitnessform og vægt. Også hvis du aldrig har lavet yoga før.

YOGAFORLØBET INDEHOLDER:

•  Hensynstagende, afstressende og beroligende gravid yogaøvelser.
•  Styrkende øvelser for den gravide krop.
•  Stræk og afspænding, som lindrer graviditetsgener.
•  Afspænding med fokus på dig og din baby, som kan skabe ro og balance.
•  Fokus på at skabe en unik forbindelse til din baby med visualiseringsøvelser og åndedrætsøvelser.
•  Fødselsforberedende øvelser.
•  Giver indblik i hvad en fødsel kan indebære.
•  Forberedende øvelser til en aktiv fødsel i bevægelse.
•  Mulighed for at sparre, dele erfaring og tanker med andre gravide.

OBS: Du kan tidligst starte på gravidyoga efter uge 12/14. Oftest vil det være omkring uge 14 at behovet indtræder. Du kan stadig få et rigtigt godt udbytte af gravidyoga, hvis du starter senere i din graviditet eller eks. i 7. måned. Du kan gå til gravidyoga helt frem til termin og over. Og du kan også starte 14 dage før din termin.

DE PRAKTISKE DETALJER:
Medbring behageligt tøj, som du kan bevæge dig i.


EFTERFØDSELS/barsels YOGA

Efterfødsels Yoga / Barsels Yoga er for alle nybagte mødre, uanset kropsbygning, fitnessform og vægt. Også hvis du aldrig har dyrket yoga før eller endda har meget erfaring med yoga. Efterfødsels yoga styrker og smidiggør kroppen, med øvelser der blidt får kroppen til at genvinde sin fysik. Der vil være fokus på at styrke mave, ryg og lænd, samt genoptræne bækkenbund. Og der vil være afspændingsøvelser der hjælper på ophobede spændinger i nakke og skulderområdet, som ofte er belastet af at bære på baby og af at amme. Der vil blive arbejdet med åndedrætsfokus for at komme helt ned i kroppen. Efterfødsels yoga kan være det åndehul i løbet af ugen, hvor der er tid til at mærke efter, mærke åndedrættet, finde ro og få gang i kroppen igen. Der afsluttes med en energigivende afspænding, hvor du får tid til at mærke resultatet af dagens yogapraksis og få givet helt slip.

Du kan have baby med og amme/give mad når der er behov for det. Baby kan ligge og kigge på eller sove ved siden af dig. Og din baby kan også sove i lift lige ved siden af yogarummet i det lune forlokale. Barnevogne kan parkeres foran bygningen.
OBS: Du kan have baby med til efterfødsels yoga indtil baby begynder at kravle.
 

EFTERFØDSELS YOGA FORLØBET INDEHOLDER:

•      Hensynstagende, afstressende og beroligende øvelser.
•      Styrkende øvelser.
•      Stræk og afspænding, som lindrer gener og genopbygger.
•      Bækkenbundsøvelser.
•      Vi kigger på om der evt. er RECTUS DIASTASE/ delte mavemuskler og laver øvelser til at genoptræne mavemuskler sammen med bækkenbund.
•      Afspænding med fokus på at skabe ro og balance og fornyet energi.
•      Åndedrætsfokus.
•      Mulighed for at sparre, dele erfaring og tanker med andre mødre.

HVORNÅR KAN DU STARTE?
Du kan først starte på holdet ca. 9 uger efter fødslen, efter 8 ugers tjek ved egen læge. Ved kejsersnit bedes du tale med din læge om, hvornår du kan starte.

DE PRAKTISKE DETALJER:
Medbring behageligt tøj, som du kan bevæge dig i.

OBS: Du kan have baby med til efterfødselsyoga indtil baby begynder at kravle.


YOGA FOR BØRN

Fred & ro til at vokse & gro.

Flere og flere små børn oplever en hverdag med travlhed, larm og uro, et hav af digitale input og krav. Børneyoga kan understøtte barnets udvikling, glæde ved langsom bevægelse og dermed øge kropsbevidstheden. Børneyoga anerkender det naturlige talent og store behov børn har for stilhed og fordybelse. Børneyoga kan give nogle små oplevelser i denne pause med ro, stilhed og nærvær.

Vi laver en masse fine blide og langsomme yogaøvelser sammen, som efter en lang dag kan give nærvær og ro. Her kommer barnet kommer helt ned i kroppen og mærker kroppen. Børneyoga indeholder: I et rum med fokus på stilhed laver vi sammen nemme legende yogaøvelser i børnehøjde. Med langsomme blide stræk, åndedrætsfokus og liggende afspænding med mulighed for at give helt slip, så nervesystemet kan beroliges. Der spilles rolig og blid musik til afspændingen. Der er ingen præstationskrav og ”vi når det vi når og kan det vi kan”.

 Mor og far kan vente i gangen lige uden for lokalet. Dit barn vil til enhver tid kunne gå ud til mor eller far, hvis behovet skulle opstå.

 Tilmelding send mail til maia-yoga@outlook.com


restorativE yoga ( Hvile terapi / dybde afstressende yoga)

Restorative yoga. Hvile terapi.

Restorative yoga består af rolige, blide og langsomt sekvenserede yogastillinger, hvor du ikke skal præstere og ikke være aktiv, men blot være og give slip. Der vil i en session på 90 minutter oftest kun være imellem 4-6 stillinger med varighed af 6-10 minutter, som gør at kroppen kan løsne og smelte på et dybere plan. I restorative yogastillinger ligger du fuldt støttet af puder, yogabolsters, blokke, øjenpuder, bløde bælter og tæpper. Ved at være pakket/holdt/støttet, kan kroppen hvile og restituere i længere tid og dermed nænsomt falde til ro og grounde. Musklerne vil kunne slappe af og der sendes færre impulser til hjernen, der kan få ro og få en pause. Dit nervesystem beroliges og din krop får mulighed for at give helt slip i trygge omgivelser.

Restorative Yoga er en yogaform, der skaber balance i nervesystemet. Den restorative yoga virker terapeutisk idet kroppen får lov at hvile og derved heale sig selv. Restorative Yoga hjælper os til at skabe balance i vores nervesystem og til at krop og sind indgår et samarbejde (mind-body network) og dette kan succesfuldt hjælpe os af med bl.a. stress, depression, angst, søvnløshed, muskelspændinger og forhøjet blodtryk. Det styrker også immunforsvaret, bindevævet og lymfevæskerne.

Et restorativt yogahold byder på roligt sekvenserede og forsigtigt opbyggende yogastillinger, der er designet til at skabe balance i nervesystemet og i den følelsesmæssige krop. I stillingerne strækker kroppen sig blidt, mens den er støttet op af yogaprops såsom bolstere/yogapuder, tæpper og klodser. Blodtrykket, hjertet og hjernen bliver herved beroliget.

Enkel meditation og basis åndedrætsteknikker hjælper til at skabe plads til at lytte til egen krop og dens healende kapacitet. Du vil måske føle og opleve, hvordan stillingerne hjælper dig til at berolige sindet, skabe balance i nervesystemet, samt opleve at du kommer i en tilstand af dyb afslappethed. Måske mærker du også at stillingerne reducerer angst og stress, beroliger og plejer din følelsesmæssige krop, heler depression, stimulerer til bedre søvn og styrker dit immunforsvar.

Restorativ yoga kan både være for børn og voksne.

Enesessioner/enetime i restorativ yoga kan omhandle både fysiske, psykiske og eksistentielle aspekter. Det kan have høj grad af terapeutisk effekt. Det kan dreje sig om fysiske, psykiske, emotionelle udfordringer samt eksistentielle spørgsmål som i eksemplerne i listen herunder:

  • Stress & søvnproblemer.

  • Angst eller depression.

  • Sensitivitet.

  • At stå centreret i sig selv, finde balance i livet.

  • At kunne åbne for kontakt både til sig selv og omverdenen.

  • Klarhed i tilvalg og fravalg.

  • Et ønske om at komme nærmere dig selv, at komme hjem til sig selv.

  • Livsformål.

  • Genoptræning ved skader eller efter operationer.

  • Træning af en mere sund kropsholdning.

  • Ønsker du at blive gravid? Fertilitet - få ro til at få gang i hormonerne.

Tilmelding send mail til maia-yoga@outlook.com.


OPEN FLOW YOGA

OPEN FLOW YOGA tager fat i den nyeste viden om bindevæv og bevægelse og er en meget blid form for yoga. Denne nye måde at bevæge sig på i yoga kombinerer langsomme, organiske bevægelser med nænsomme og mere meditative yogastillinger. På klassen arbejder vi langsomt og blidt med muskler og bindevæv og afbalancerer nervesystemet. Vi praktiserer oftest tæt på jorden og inviterer åndedrættet til at finde sin naturlige hvilepuls. Open Flow Yoga er en sansebaseret bevægelsesform, som inviterer til at mærke dybt ind i kroppen og lade yogastillingerne folde sig ud derfra. Vi udforsker kroppens evne til selv at handle på det du kan mærke. Undervisningsformen Open Flow Yoga er skabt af Birgitte Gorm Hansen, som har samlet inspiration fra flere yogaskoler og bevægelsesformer, blandt andet Dynamic Yoga, Developmental Movement og Yoga Somatics.


DYNAMISK YOGA/yoga for mænd

For dig der kan lide de stående styrkende stillinger, solhilsener og flydende flows. Du har gerne erfaring med yoga eller vil udfordre din nuværende fysik. Du vil gerne mærke mere puls og også udfordre din styrke og smidighed. Det er en blanding af Ashtanga, Vinyasa og Hatha Yoga. Du vil møde solhilsen-inspirerede flows, balanceøvelser, styrkende øvelser, blide yin stræk, sansebaserede øvelser, åndedrætsfokus og meget andet, der efterlader dig varm, bevægelig og afspændt. Vi tilpasser det præcise niveau efter deltagerne på holdet. Vi afslutter altid med en liggende afspænding, der kan inkludere en kropsscanning, visualisering eller være i total stilhed eller med blid musik. Børn under 18 år skal følges med en voksen.


ene time ELLER FIRMABOOKNING:

Det er muligt at booke en privat yogalektion med Maia Nielsen ved maiayoga. Se pris under hold plan.

Du/ I kan få en yogalektion i følgende stilarter:

  • Hatha Yoga (både hensyntagende og øvet).

  • Gravid Yoga.

  • Efterfødsels yoga.

  • Restorativ Yoga.

    Tilmelding send mail til maia-yoga@outlook.com

www.maia-yoga.dk

Skovfyrvej 13

8680 Gl. Rye

0045 61 69 18 51